Metodisk tager rideterapien udgangspunkt i den kropsterapeutiske tradition. Hesten er et redskab, der bruges til at spejle vores strukturer og mønstre – de ubevidste såvel som de bevidste.
Et eksempel
Eksempelvis kan man forestille sig en kvinde med et slapt håndtryk, en let usikker kropsholdning, og en attitude som antyder medlemskab af flinkeskolen. Dette kan indicere, at hun som handlemønster på sit arbejdet har svært ved at sige nej, og at hun udsender uklare signaler.
Sat på en hesteryg vil denne kvindes tilgang til situationen være svag (let opgivende) og netop her vil hesten – trods lang tids træning i at gå med elever – spejle rytterens reaktionsmønster. Rytteren vil ikke kunne få hesten i gang og kan ikke holde den i gang. Således bruges hestens reaktion som et terapeutisk redskab til dels at opnå større indsigt på neutral grund, og dels til at lege med og i praksis afprøve nye handlingsstrategier. I eksemplet gælder det om at give rytteren en fornemmelse af at kunne styre og udsende klare signaler. Så kommer hesten i gang!
Hesten som spejlingsredskab
Hesten kan også bruges som spejlingsredskab uden, at klienten sidder på den. Et eksempel er en leder, som har svært ved at motivere sine medarbejdere. Han oplever, at medarbejderne ikke forstår ham, og de følger ham ikke, hvilket han irriteres over. Han opfatter altså medarbejderne som problemet. Denne leder kan udfordres ved at han bliver bedt om fra jorden at få en hest til at følge ham frivilligt og uden at han trækker i den. I første omgang oplever han, at hesten ikke følger med. Så den er dum. En ny, dejlig hest gør det samme, altså ingenting. Langsomt åbnes der op for en selverkendelse gennem arbejdet med kroppens signaler, energien der udsendes, og det verbale udtryk via kommunikationen med hesten – alt naturligvis i kompetent samspil med en dygtig rideterapeut.
